1. juli 2010
Avls(af)hopper
Sådan som der bliver skåret ned på barselsomsorgen til kvinder i dagens Danmark, tilslutter jeg mig Valerie Solanas radikale udsagn om, at kvinder ikke er spor vilde med at være avlshopper, og at løsningen på længere sigt er laboratorieproduktion af børn. (Læs hendes SCUM manifest fra 1967, netop udgivet på dansk).
10. februar 2009
Deltidsfeminisme og andre skældsord
Feminister skælder ud. Gerne på kvinder og gerne på hinanden.
"Pindemads-feminist"
I ugebrevet A4 fra den 9. februar langer Katrine Winkel Holm, som er hjemmegående teolog og medlem af DR´s bestyrelse, ud efter "pindemads-feministerne". Det kalder hun dem, der ser ned på det traditionelle kvindearbejde med børn og familie og vil have indført kvoter for at fremme ligestilling. Men at indføre kvoter er diskrimination mod kvinder i ligestillingens navn, mener hun. Kvinder skal vælges på grund af deres kvalifikationer, så enkelt er det.
- Kvoter er kompensation for diskrimination, siger professor Drude Dahlerup, ligeledes i ugebrevet A4. Fordi der er strukturelle og politiske barrierer, som forhindrer fuld ligestilling mellem kønnene, siger hun.
"Deltids-feminist"
- Hvor er alle de kloge, stærke kvinder, som jeg gik på universitetet med?, spørger den hollandske ligestillingsdebattør, jurist og økonom Heleen Mees og svarer i samme åndedrag, at de såmænd bruger det meste af deres tid på at køre deres børn i skole.
-Væk med deltidsfeminismen, siger hun. Veluddannede kvinder skal gå målrettet efter karrieren og ikke forfalde til at passe hjem og børn og arbejde på deltid og sætte deres faglige ambitioner på lavt blus. Det er Heleen Mees' måde at gå i kødet på 3. generations feministerne
- Prostitution er skadelig og ikke et frit valg for nogen kvinde, siger prostitutionsmodstanderne, der vil kriminalisere prostitutionskunderne. - Nej, det er ikke, siger den bevidste luder. Jeg lærer mænd at elske, og jeg bestemmer selv over min krop og min karrierevej. At kriminalisere prostitutionskunden diskriminerer mig som kvindelig, selvstændig erhvervsdrivende og forværrer blot mine vilkår, siger hun.
Den rummelige feminisme
Hvilken feminisme tager højde for kvinders forskellighed i en samfundsmæssig kontekst og kan rumme det kvindelige individ i den proces som udvikling er? Ikke alle kvinder er 3. generations feminister. Ikke alle kvinder tilhører den veluddannede middelklasse.
"Pindemads-feminist"
I ugebrevet A4 fra den 9. februar langer Katrine Winkel Holm, som er hjemmegående teolog og medlem af DR´s bestyrelse, ud efter "pindemads-feministerne". Det kalder hun dem, der ser ned på det traditionelle kvindearbejde med børn og familie og vil have indført kvoter for at fremme ligestilling. Men at indføre kvoter er diskrimination mod kvinder i ligestillingens navn, mener hun. Kvinder skal vælges på grund af deres kvalifikationer, så enkelt er det.
- Kvoter er kompensation for diskrimination, siger professor Drude Dahlerup, ligeledes i ugebrevet A4. Fordi der er strukturelle og politiske barrierer, som forhindrer fuld ligestilling mellem kønnene, siger hun.
"Deltids-feminist"
- Hvor er alle de kloge, stærke kvinder, som jeg gik på universitetet med?, spørger den hollandske ligestillingsdebattør, jurist og økonom Heleen Mees og svarer i samme åndedrag, at de såmænd bruger det meste af deres tid på at køre deres børn i skole.
-Væk med deltidsfeminismen, siger hun. Veluddannede kvinder skal gå målrettet efter karrieren og ikke forfalde til at passe hjem og børn og arbejde på deltid og sætte deres faglige ambitioner på lavt blus. Det er Heleen Mees' måde at gå i kødet på 3. generations feministerne
- Prostitution er skadelig og ikke et frit valg for nogen kvinde, siger prostitutionsmodstanderne, der vil kriminalisere prostitutionskunderne. - Nej, det er ikke, siger den bevidste luder. Jeg lærer mænd at elske, og jeg bestemmer selv over min krop og min karrierevej. At kriminalisere prostitutionskunden diskriminerer mig som kvindelig, selvstændig erhvervsdrivende og forværrer blot mine vilkår, siger hun.
Den rummelige feminisme
Hvilken feminisme tager højde for kvinders forskellighed i en samfundsmæssig kontekst og kan rumme det kvindelige individ i den proces som udvikling er? Ikke alle kvinder er 3. generations feminister. Ikke alle kvinder tilhører den veluddannede middelklasse.
18. november 2008
Erotisk ligestilling
Hvordan kommer kvinders erotiske side til at blomstre og påvirke samfundet?
Forudsætningen er, at den bliver reflekteret, formuleret og erkendt som en vigtig medspiller i kvinders personlige udvikling, siger redaktøren Pia Deleuran i sit vægtige forord til Den erotiske side – om kvinder og lyst, som udkom på forlaget Siesta i oktober måned.
I den offentlige debat er vi vant til, at ligestilling i dag handler om topjob og barselsorlov, men denne bog vil skabe ligestilling i forhold til at definere den kvindelige seksualitet. Når kvinder ikke længere er underlagt en patriarkalsk kulturs forståelse af den, må vi selv sætte ord, følelser og handlinger på. Derfor får vi 30 forskellige kvinders fortællinger om krop, sex, nydelse og sanselighed. Og indrømmet, det er ikke lige revolutionerende, alt hvad de skriver, men der er mange modige og engagerede bidrag. Måske er det første skridt, at almindelige kvinder sætter ord og fortællinger på deres lyster og oplevelser, det vigtigste? Måske er der her et større tabu, end vi vil være ved?
Det handler grundlæggende om kvinders ret til egen krop, hvilket flere af bidragyderne berører. Det handler om som kvinde ikke at købe sandheden om mænds naturligt store seksuelle behov. Det handler om som kvinde at være subjekt for egen lyst, ikke blot at stå til rådighed for mandens. - Når det er sagt, så er det mest skræmmende måske i virkeligheden, at lysten har så dårlige vilkår i det moderne, rationelle liv? Osse dette berøres i flere fortællinger.
Man kan stille sig selv spørgsmålet: Hvad vil der ske, hvis kvinder for alvor bliver i stand til at integrere deres erotiske kræfter?
Et bud kom der fra sommerens Abba-film, hvor den vitale og frodige Meryl Streep generobrede livsgrundlaget på sin græske ø og fik den afrodisiske kilde til at springe påny ved vor kulturs rødder. – Sikket glædesscenarium!
Jeg forestiller mig, at Den erotiske side på lang sigt netop har dette for øje. Derfor kan jeg kun sige: Mamma Mia for en vigtig bog!
Forudsætningen er, at den bliver reflekteret, formuleret og erkendt som en vigtig medspiller i kvinders personlige udvikling, siger redaktøren Pia Deleuran i sit vægtige forord til Den erotiske side – om kvinder og lyst, som udkom på forlaget Siesta i oktober måned.
I den offentlige debat er vi vant til, at ligestilling i dag handler om topjob og barselsorlov, men denne bog vil skabe ligestilling i forhold til at definere den kvindelige seksualitet. Når kvinder ikke længere er underlagt en patriarkalsk kulturs forståelse af den, må vi selv sætte ord, følelser og handlinger på. Derfor får vi 30 forskellige kvinders fortællinger om krop, sex, nydelse og sanselighed. Og indrømmet, det er ikke lige revolutionerende, alt hvad de skriver, men der er mange modige og engagerede bidrag. Måske er det første skridt, at almindelige kvinder sætter ord og fortællinger på deres lyster og oplevelser, det vigtigste? Måske er der her et større tabu, end vi vil være ved?
Det handler grundlæggende om kvinders ret til egen krop, hvilket flere af bidragyderne berører. Det handler om som kvinde ikke at købe sandheden om mænds naturligt store seksuelle behov. Det handler om som kvinde at være subjekt for egen lyst, ikke blot at stå til rådighed for mandens. - Når det er sagt, så er det mest skræmmende måske i virkeligheden, at lysten har så dårlige vilkår i det moderne, rationelle liv? Osse dette berøres i flere fortællinger.
Man kan stille sig selv spørgsmålet: Hvad vil der ske, hvis kvinder for alvor bliver i stand til at integrere deres erotiske kræfter?
Et bud kom der fra sommerens Abba-film, hvor den vitale og frodige Meryl Streep generobrede livsgrundlaget på sin græske ø og fik den afrodisiske kilde til at springe påny ved vor kulturs rødder. – Sikket glædesscenarium!
Jeg forestiller mig, at Den erotiske side på lang sigt netop har dette for øje. Derfor kan jeg kun sige: Mamma Mia for en vigtig bog!
3. oktober 2008
Hvor er de røvkedelige disse kvinder
De gamle, forlængst pensionerede kvindelige arkitekter lagde ikke fingrene imellem i champagnepausen på jubilæumsseminaret Female Forces of Architecture i anledning af 100-års-jubilæet for kvinder på Kunstakademiets Arkitektskole.
Jubilæumsprogrammet bød på en lang række spændende indlæg af kvindelige arkitekter, professorer, undervisere og direktører fra ind- og udland, som alle debatterede vilkårene for kvindelige arkitekters virke i dag og formidlede erfaringer fra et bredt spektrum.
Indlæggene var alsidige og seriøse og pænt formidlet, men hvad var det, der manglede? Ja, de gamle var ikke i tvivl. Der manglede varme! Begejstring. Fest og farver! "Vi skulle jo være blevet budt velkommen af hornmusik ved indgangen", var der en, der sagde, "men gud hvor er de røvkedelige, disse velopdragede kvinder i deres sorte tøj."
Det gør osse mig trist, når succesrige kvinder ikke magter at få sanseligheden med i deres liv. Hvorfor er det sådan? Og er vi klar over, at det mangler?
Galleri Wilson viser i øjeblikket udstillingen Where and when? af Sophie Calle, som konstant udsætter sig for nye identitetsprojekter. I dette projekt får hun en clairvoyant til at fortælle hende, hvor hun skal ta' hen og hvornår, og det kommer der en ganske tankevækkende historie ud af.
Jeg kom til at tænke på, om hun i virkeligheden spejler den moderne, frigjorte kvindes store identitetsløshed, når nu kampen er ovre. At vi ikke aner, hvor vi skal gå hen, hvis ikke vi bare skal følge i mændenes spor. At vi ikke aner, hvor vores female forces ligger.
Så er det måske, vi skulle prøve at lytte til de gamle kvinder og smide vores sorte tøj og angst for at tro på, at det har værdi at være farverige og vise varme og begejstring.
Jubilæumsprogrammet bød på en lang række spændende indlæg af kvindelige arkitekter, professorer, undervisere og direktører fra ind- og udland, som alle debatterede vilkårene for kvindelige arkitekters virke i dag og formidlede erfaringer fra et bredt spektrum.
Indlæggene var alsidige og seriøse og pænt formidlet, men hvad var det, der manglede? Ja, de gamle var ikke i tvivl. Der manglede varme! Begejstring. Fest og farver! "Vi skulle jo være blevet budt velkommen af hornmusik ved indgangen", var der en, der sagde, "men gud hvor er de røvkedelige, disse velopdragede kvinder i deres sorte tøj."
Det gør osse mig trist, når succesrige kvinder ikke magter at få sanseligheden med i deres liv. Hvorfor er det sådan? Og er vi klar over, at det mangler?
Galleri Wilson viser i øjeblikket udstillingen Where and when? af Sophie Calle, som konstant udsætter sig for nye identitetsprojekter. I dette projekt får hun en clairvoyant til at fortælle hende, hvor hun skal ta' hen og hvornår, og det kommer der en ganske tankevækkende historie ud af.
Jeg kom til at tænke på, om hun i virkeligheden spejler den moderne, frigjorte kvindes store identitetsløshed, når nu kampen er ovre. At vi ikke aner, hvor vi skal gå hen, hvis ikke vi bare skal følge i mændenes spor. At vi ikke aner, hvor vores female forces ligger.
Så er det måske, vi skulle prøve at lytte til de gamle kvinder og smide vores sorte tøj og angst for at tro på, at det har værdi at være farverige og vise varme og begejstring.
17. juni 2008
Den iranske kønstilstand
På Aros har de netop afsluttet udstillingen med den iransk-amerikanske kunstner Shirin Neshats fem videoinstallationer Women without Men.
Det er 5 barske historier, hvor iranske kvinders kampe for at komme fri af mandlig dominans og kontrol sættes ind i en kontekst, hvor det iranske folk forsøger at komme fri af det britisk-amerikansk ledede statskup i Iran i 1953 og opnå demokrati og selvstyre.1 Der er historien om kvinden Munis, der sættes uden for denne kamp, fordi hun er kvinde. Under dække af at ville beskytte hende fra det offentlige livs tumult, kapper hendes bror hendes forbindelseslinje til begivenhederne for at beholde hende i hjemmet. - Hun ender med at kaste sig i døden i drømmen om at kæmpe side om side med manden i det iranske folks frihedskamp.
2 Der er historien om kvinden Zarin, den anorektiske prostituerede, der i et syn ser mændene som angsigtsløse og flygter fra bordellet og mændenes udnyttelse af hende. På en offentlig badeanstalt blandt fede kvinder og nøgne drengebørn forsøger hun at skrubbe sin magre krop ren, men hun skrubber den blot til blods. - Derefter forsvinder hun ud af byens port, forfulgt af synet af de ansigtsløse mænd.
3 Der er historien om kvinden Mahdokt, der er fanget i de kulturelle, modsatrettede krav til kvinden. I dilemmaet mellem frygten for at miste sin uskyld og ønsket om stor frugtbarhed går hun psykisk til grunde og ender med at tage sit eget liv.
4 Der er historien om kvinden Faezeh, der drømmer om ægteskab og liv i den frodige have. Desværre bliver hun inden brylluppet voldtaget i haven, hvilket medfører, at hun vanærer sin familie. På trods af overgrebet bærer hun alene ansvaret for sexualiteten. Hun ender efter en længere selverkendelse i haven sammen med den prostituerede Zarin, hvor de sammen nyder lidt fred.
5 Til sidst er der historien om den modne kvinde Farokh Legha, der besøger haven og finder en af de forulempede kvinder, som ligger i et vandløb. Farokh skrider til handling, beordrer manden der passer haven til af redde kvinden, hvorefter de sammen giver hende omsorg.
Kunstnerisk videregiver Shirin Neshat meget komplekse fortællinger, der er vævet ind i hinanden, men for mig står konklusionen klar: Både det offentlige liv, sexualiteten og drømmen om det frugtbare liv på "det gode sted: haven" er og skal være et fælles ansvarsområde for kvinder og mænd.
Det giver stof til eftertanke at have set denne udstilling nogenlunde samtidig med at have læst Gretelise Holms debatbog, som jeg skrev om i mit forrige blogindlæg. "Den iranske kønstilstand", som den formidles i udstillingen på Aros, har stærke paralleller til "den danske kønstilstand" for 100 år siden.
Kampen om kvinders kommunale valgret
I sin bog Hvorfor er feminister så snerpede? 30 spørgsmål om køn og ligestilling beskriver Gretelise Holm kampen om kvinders kommunale valgret for over 100 år siden som "det mest interessante og illustrative stykke mentalhistorie" i historien om kvinders vej til demokratiske rettigheder. Det tog 22 år fra lovforslaget blev fremsat første gang i 1886 til det endelig blev vedtaget efter det tiende lovforslag i 1908.
Det er spændende læsning at følge datidens argumenter imod den del af kvindernes frigørelse. Et af dem blev fremsat af en højesteretssagfører med disse ord: Da Landstinget fastholder den mening, at det hverken vil være i samfundets eller kvindernes interesse, at der tilstedes disse valgret - så lidt som valgbarhed - går tinget over til næste sag på dagsordenen.
Under de mange års debat henvises der bl.a. til følgende:
1. Den almindelige tænkemåde: Det har hidtil ikke været den almindelige tænkemåde, hverken her i Danmark eller vistnok i de fleste lande, at kvinden på denne måde skulle deltage i det offentlige liv. - Her i landet har det været gammel skik og brug, at kvindfolkene har holdt sig hjemme og ladet mandfolkene passe de offentlige anliggender. Det har været og vil vedblive at være det rigtige.
2. Beskyttelse af kvinden: For den parlamentariske kamp ønsker jeg vore kvinder fritagne. Den giver både sved og støv - jeg vil gerne sige snavs - og ingen af delene vil klæde kvinderne.
3. Kønnet: Det tilkommer kvinden at besørge det, som jeg med et kønt ord vel gerne kan kalde hjerteanliggender... Samfundet kan slet ikke være tjent med, at kvinderne drages bort fra disse kærlighedsgerninger for at skændes med os i en valgforsamling eller i et ting.
4. Seksualiteten: Grundlovens bestemmelse om, at vælgerne skulle være "uberygtede" indebar for mændenes vedkommende, at de ikke måtte være dømt og straffet. For kvindernes vedkommende kom uberygtetheden til at handle om deres seksualliv: Forholdet er jo det, at når det gælder kvinder, kender vi meget vel en berygtethed, som stammer fra et helt andet forhold, nemlig kvindens forhold i sædelig henseende ...
Jeg vil fremhæve, at Gretelise Holm viser, hvordan kirken og retssystemet er institutioner, der har haft stor betydning for den almindelige opfattelse af kønnenes placering i samfundet. Det er jo stadig institutioner med stor autoritet på området.
Gretelise Holm drager den konklusion af sin gennemgang af kampen om kvinders kommunale valgret, at der er mange synspunkter, fremsat af den daværende samfundselite, som i dag fremstår som tåbelige og latterlige. Den indsigt opfordrer hun læseren til at bruge i dagens debat. I dag kommer de tåbelige og urimelige argumenter mod kvinders ligestilling i nye forklædninger, siger hun, - og bruger så resten af bogen på af finde disse forklædninger og argumentere imod dem.
På den måde bliver bogen en gedigen brugsbog i hverdagen.
Det er spændende læsning at følge datidens argumenter imod den del af kvindernes frigørelse. Et af dem blev fremsat af en højesteretssagfører med disse ord: Da Landstinget fastholder den mening, at det hverken vil være i samfundets eller kvindernes interesse, at der tilstedes disse valgret - så lidt som valgbarhed - går tinget over til næste sag på dagsordenen.
Under de mange års debat henvises der bl.a. til følgende:
1. Den almindelige tænkemåde: Det har hidtil ikke været den almindelige tænkemåde, hverken her i Danmark eller vistnok i de fleste lande, at kvinden på denne måde skulle deltage i det offentlige liv. - Her i landet har det været gammel skik og brug, at kvindfolkene har holdt sig hjemme og ladet mandfolkene passe de offentlige anliggender. Det har været og vil vedblive at være det rigtige.
2. Beskyttelse af kvinden: For den parlamentariske kamp ønsker jeg vore kvinder fritagne. Den giver både sved og støv - jeg vil gerne sige snavs - og ingen af delene vil klæde kvinderne.
3. Kønnet: Det tilkommer kvinden at besørge det, som jeg med et kønt ord vel gerne kan kalde hjerteanliggender... Samfundet kan slet ikke være tjent med, at kvinderne drages bort fra disse kærlighedsgerninger for at skændes med os i en valgforsamling eller i et ting.
4. Seksualiteten: Grundlovens bestemmelse om, at vælgerne skulle være "uberygtede" indebar for mændenes vedkommende, at de ikke måtte være dømt og straffet. For kvindernes vedkommende kom uberygtetheden til at handle om deres seksualliv: Forholdet er jo det, at når det gælder kvinder, kender vi meget vel en berygtethed, som stammer fra et helt andet forhold, nemlig kvindens forhold i sædelig henseende ...
Jeg vil fremhæve, at Gretelise Holm viser, hvordan kirken og retssystemet er institutioner, der har haft stor betydning for den almindelige opfattelse af kønnenes placering i samfundet. Det er jo stadig institutioner med stor autoritet på området.
Gretelise Holm drager den konklusion af sin gennemgang af kampen om kvinders kommunale valgret, at der er mange synspunkter, fremsat af den daværende samfundselite, som i dag fremstår som tåbelige og latterlige. Den indsigt opfordrer hun læseren til at bruge i dagens debat. I dag kommer de tåbelige og urimelige argumenter mod kvinders ligestilling i nye forklædninger, siger hun, - og bruger så resten af bogen på af finde disse forklædninger og argumentere imod dem.
På den måde bliver bogen en gedigen brugsbog i hverdagen.
9. juni 2008
Kvinden som outsider og pauseklovn?
I det sidste nummer af magasinet Kvinden&Samfundet fik jeg som gæsteredaktør Jette Hansen til at svare på, om det i følge hendes erfaringer er sandt, at det ikke er muligt at skrive sig ud af patriarkatet.
Hun svarer benægtende, for man kan godt skrive sig ud af patriarkatet som kvinde, siger hun og fortsætter:
"Det er faktisk nøgagtigt det man kan! I skriften kan man befri sig - som en Elfriede Jelinek eller Valerie Solanas. Her får de havarerede kvinder deres suverænitet. De bliver sig selv i et sprog, som de rasende sønderflænger og som de sønderflænger verden med. Der hvor man må regne med at patriarkatet slår igen, er i den afvisning, man uvægerligt vil få. Subtil eller lige på og hårdt. Den stemme, der vil lyde, som marginaliserer dig, som viser dig din plads som outsider og pauseklovn".
Hun svarer benægtende, for man kan godt skrive sig ud af patriarkatet som kvinde, siger hun og fortsætter:
"Det er faktisk nøgagtigt det man kan! I skriften kan man befri sig - som en Elfriede Jelinek eller Valerie Solanas. Her får de havarerede kvinder deres suverænitet. De bliver sig selv i et sprog, som de rasende sønderflænger og som de sønderflænger verden med. Der hvor man må regne med at patriarkatet slår igen, er i den afvisning, man uvægerligt vil få. Subtil eller lige på og hårdt. Den stemme, der vil lyde, som marginaliserer dig, som viser dig din plads som outsider og pauseklovn".
14. januar 2008
Skriveøvelser
"Det er ikke muligt at skrive sig ud af patriarkatet", siger fortæller T i Sara Stridsbergs roman Drømmefakultetet, som vandt Nordisk Råds Litteraturpris 2007.
Abonner på:
Opslag (Atom)
