Kvinders hjerter

Eet at de mest oprørende skrifter jeg længe har læst er Hjerteforeningens lille publikation Kvinders Hjerter, som er blevet udgivet i forbindelse med Hjerteforeningens kampagne Kvinder længe leve, som blev igangsat i april i år.

Kampagnens formål er at sprede større viden og opmærksomhed om kvinders hjertekarsygdomme blandt kvinder, pårørende og fagpersoner samt at igangsætte behøvet forskning på området.

Bogen er bl.a. en opsummering af nogle vigtige pointer, som en række eksperter og forskere præsenterede på Hjerteforeningens forskerkonference i efteråret 2006. Disse pointer er så vigtige, at jeg ikke tøver med at gengive 5 af dem meget fyldigt i det følgende.

1.
Professor i kardiologi v. Karolinska Universitetshospital i Stockholm Karin Schenck-Gustafsson udtaler, at vi overalt i verden ser meget forskelligt på mænds og kvinders helbred.
Hjertekarsygdom hos kvinder er et tabubelagt område, mener hun: ”Når en mand får en hjertesygdom, tager vi det meget alvorligt, for alle ved jo, at hjertesygdom er direktørernes sygdom. Når kvinder bliver hjertesyge, tror vi, at det er deres egen skyld.”
Den største kvindesygdom er hjertekarsygdom,siger hun, men vi tror, at de alvorligste kvindesygdomme har at gøre med kvindernes ”kønsudstyr”: Bryster, livmoder og æggestokkke. Det medfører et individuelt og samfundsmæssigt manglende fokus på kvinders hjertekarsygdomme, som har alvorlige konsekvenser, når det gælder vores adfærd mht. forebyggelse, undersøgelse og behandling, fortsætter hun. Det betyder bl.a., at kvinder bliver underbehandlede hos læger og på sygehuse, dvs. at de generelt bliver dårligere undersøgt end mænd, og at der procentvis er flere kvinder end mænd, der ender med at dø af sygdommen.

Løsningen på dette alvorlige problem kan findes i flere forhold, påpeger hun:

1. For det første må vi ændre på kvinderollen. Kvinderne i dag er effektive på jobbet, men de har stadig i stort omfang hovedansvaret for familien og dens sociale aktiviteter. Mange kvinder bliver stressede og deprimerede p.gr.a, udbrændthed, hvilket har en væsentlig indflydelse på udviklingen af hjertekarsygdomme. Kvinder prioriterer sig selv meget lavt, hvilket bl.a. osse medfører, at de ikke lytter til deres kropslige symptomer og tager dem alvorligt, og heller ikke insisterer på, at det fx haster at komme til lægen eller at få fat i en ambulance.

2. For det andet skal politikere og offentlige instanser tvinges til at tage ansvar, sådan at alle, lige fra ambulancefolk til sundhedspersonale på sygehusene, har de rigtige retningslinjer for behandling af kvinder, der kommer ind med symptomer på hjertekarsygdomme. (Svenske undersøgelser viser, at kvinder kommer i kategori 2 og 3, når de har ringet efter en ambulance. Kategori 1 betyder, at ambulancen kommer m. udrykning.)

2.
Overlæge på kardiologisk klinik på Rigshospitalet, dr. med. Peter Clemmensen opregner alarmerende kønsforskelle, når det gælder behandling for hjertekarsygdomme.

I brede og anerkendte undersøgelser er det dokumenteret, at kvinder har større risiko end mænd for at dø, når de bliver indlagt med en blodprop i hjertet. Det skyldes flere forhold:

1. Den mandlige patient kan være nogenlunde sikker på at få tilbudt både den medicin, de undersøgelser og de evt. indgreb, der er til rådighed. Det kan den kvindelige patient ikke. Hun tilbydes fx ikke kolesterolnedsænkende medicin, der hæmmer udviklingen af blodpropper, i samme omfang som manden.

2. Kvinder udgør en minoritet i de kliniske studier vedr. hjertekarsygdomme og behandlingen af dem. Det betyder fx , at der i behandlingssystemet er stor uvidenhed om hjertemedicins virkning på kvinder, selvom man godt ved, at der er forskel på mænds og kvinders evne til at optage og omsætte medicin.

Peter Clemmensen konkluderer, at den underbehandling af de kvindelige hjertepatienter, som finder sted i dag, formodentlig er ubevidst, - men derfor ikke mindre skræmmende - , og at den kræver en betydelig opmærksomhed, hvis gældende praksis skal ændres, bl.a. i form at et målrettet forskningsprogram med fokus på kvinders hjertekarsygdom.

3.
Dr. med Jytte Jensen ærgrer sig over, at der gennem årene er forsket mindre i kvinders hjertesygdomme end i mænds, fordi forskningen kunne føre til bedre behandling af kvinderne og reducere sygeligheden og dødeligheden betydeligt. Det kan være svært at opdage kvinders hjertekarsygdomme, fordi kvinders symptomer ofte ikke er ”helt efter lærebogen”, som hun siger. Gennem de sidste 150 år er det nemlig mændenes symptomer, der er beskrevet i lærebøgerne, og behandlingsstrategierne er følgelig udviklet på mænd. Det er derfor osse dem, der får gavn af, at man i de sidste 10 år er blevet bedre til at forebygge og behandle hjertesygdomme.

Man har hidtil ignoreret, at der kan være en kønslig forskel i behandlingen af mænd og kvinder. Kvinder har kun i ringe grad været repræsenteret i de undersøgelser, der ligger til grund for behandling af kvinder og ofte er der slet ikke skelnet mellem kønnene i undersøgelserne, hvor resultaterne er blevet generaliseret. Men den medicinske strategi for behandling kræver en kønsdifferentiering, mener hun, alene af den grund at mænd og kvinder har 2 forskellige kroppe.

I USA har man siden 1993 haft en lov, som betyder, at forskning kun kan få offentlig støtte, hvis der er kvinder med i undersøgelsen, og hvis der diffentieres mellem kønnene. På europæisk plan tog kardiologerne sidste år en principbeslutning om, at der skal være kvinder repræsenteret i forskningen, hvis det er muligt. Studier der i dag alene baserer sig på kvinder, findes stort set ikke, siger hun.

(Den manglende forskning viser sig osse at have konsekvenser, når der skal træffes etiske beslutninger om de knappe resurser i sundhedsvæsenet. Hvem prioriteres højest: Den 40årige mand, eller den 75årige kvinde, der begge står i kø til en kranspulsåreundersøgelse?)

4.
Marianne Frederiksen, som er afdelingslæge på Bispebjerg Hospital og daglig leder af Hjerterehabiliteringen, er indigneret på kvindernes vegne. Mændene er undersøgt på kryds og tværs, nu må det være kvindernes tur, siger hun. - Og så bør der afsættes særlige resurser i samfundet til de oversete ældre kvinder og til kvinder fra etniske mionoritetsgrupper.

Hun tøver ikke med at kalde det en diskriminering i vores samfund, at kvinder ikke anses for at have nogen værdi, når de ikke længere er på arbejdsmarkedet og derfor heller ikke prioriteres i sundhedsvæsenet. Det går især ud over de dårligt stillede kvinder og indvandrerkvinderne, som i forvejen ikke vil være til besvær og ligge systemet til last. Et hjemmebesøg hos disse kvinder viser ofte, at de er ligeså stressede som mændene p.gr.a. psykosociale belastninger. – Og hvis de endelig kommer til lægen med deres symptomer, så tager han dem ikke alvorligt, og de får ikke den optimale behandling, siger hun.

5.
Speciallæge i kardiologi, dr. med. Eva Prescott har i mange år deltaget som forsker i den såkaldte Østerbroundersøgelse. (Østerbroundersøgelsen blev startet for 30 år siden, fordi flere og flere danskere fik hjertekarsygdom. Undersøgelsen fulgte ca. 15.000 københavneres sundhedstilstand og levevaner).

Hun betoner – udover de kendte risikofaktorer for hjertekarsygdom, som vi selv kan gøre noget ved: Rygning, mangel på motion, overvægt, højt blodtryk og højt kolesteroltal - de psykosociale risikofaktorer for hjertekarsygdom, såsom depression, stress, udbrændthed og dårlige sociale relationer. Osse uddannelse og indkomstforhold spiller ind.

I Østerbroundersøgelsen fandt hun frem til, at disse psykosociale faktorer er noget, der især rammer kvinderne.

Hun konkluderer tillige, at det er meget vigtigt at vende den negative udvikling i forhold til børn og unges livsstil. Især de unge kvinder kan gøre meget i forhold til at lære at passe bedre på sigselv mht. overvægt, motion og stress. Det bekymrer hende, at 10 pct. af de unge kvinder mellem 16 og 24 år i SUSY-undersøgelsen (Den landsrepræsentative interviewundersøgelse, Sundhed og Sygeligheds Undersøgelsen fra 2000) svarede, at deres selvvurderede helbred ikke er godt, og selvvurderet helbred betyder en masse, osse for dødeligheden, siger Eva Prescott.

Hjertekarsygdomme har altså både en social, en etnisk og en kønslig slagside, men det er fortsat uklart, hvorfor der er disse biologiske sammenhænge mellem hjertesygdom og livsforhold. Hun konkluderer, at det på forskningsniveau er meget vigtigt at finde disse sammenhænge, så indsatsen for at forebygge hjertesygdomme kan kvalificeres.

Min konklusion
Pia Friis Laneth konkluderer i sin indledning til bogen Kvinders hjerter, at kvinders frigørelse har haft sin pris. ”I takt med, at kvinders liv og vaner begyndte at ligne mænds, steg kvindernes risiko for at dø af en hjertesygdom, så det nu er den almindeligste dødsårsag for kvinder”, slutter hun.

Det er da muligt, at det er en del af pointen. At vi dør af frigørelsen.

En anden, åbenlys pointe er, at praksis, mangel på viden, undladelsessynder osv. i den samfundsmæssige struktur og den forskningsmæssige tradition lader os dø af det. - Det lægger hjerteeksperterne ikke skjul på i bogens indlæg, selvom det bliver formuleret meget diplomatisk.

En tredje pointe kunne være, at kvinder endnu ikke er frigjorte nok.
Til ikke at dø af hjertekarsygdomme. Fordi fordomme, kulturelle vaner, pligter, opdragelse osv. stadig slår stærkt igennem, når det gælder kvinders (osse de yngre kvinders, jf. SUSY-undersøgelsen) evne til at sige nej, til at lytte til sig selv og tage sig selv alvorligt, til at gøre op med rolleforventninger eller til at insistere på kvinders rettigheder i autoritative, offentlige systemer.

Uanset om der er tale om diskrimination eller ubevidste undladelsessynder, så er der i behandlingssystemet endnu et par dage til, at ligestillingen er en realitet, så man tager hensyn til, at osse det syge menneske har to forskellige køn.

Der er afgørende forskning, der endnu ikke er foretaget. Der er kulturelle sædvaner og indgroede personlige og faglige fordomme, der skal tages livtag med.

Rifbjerg mellem brysterne

Midtersiderne i Weekendavisens bogtillæg fra den 27. juli er et bearbejdet uddrag fra Kirsten Jacobsens nye bog Klaus og Kærligheden – Konfrontation med Rifbjerg, som udkommer på Gyldendal den 3. august.

På en åben og selverkendende måde taler han i uddraget om sit forhold til erotik. Han fortæller bl.a. om sin utroskab og hans kones overbærenhed med hans sidespring, uden hvilken han ville være havnet i en "uhyggelig følelse af fortabthed". Han hylder hende for hendes store modenhed, som han ikke kunne have levet foruden, men giver samtidigt hele fortællingen et stænk af existentiel nødvendighed:

"Mænds behov for ømhed kan aldrig tilfredsstilles. Herregud, tænk på de første år, hvor vi tilbringer det meste af tiden mellem to vidunderlige bryster og bliver nusset og pusset og renset og gjort ved og båret på arme og hænder og ben. Det kan vi ikke komme over, eller rettere: Vi øver os resten af livet i at komme over det! Vi prøver at finde kompensation for det i forholdet til ens elskede, som ikke alene skal være ens elskede, men også ens mor og alt muligt andet. På én gang. Det er frygtelige krav, og det siger noget om de indre kvababbelser, at mænd tvinger sig ud i roller som machotyper, karrierekrigere, soldater og skidt og lort, hvor vi prøver at overdøve den indre usikkerhed, der er et fælles vilkår."

Jeg har ofte været vidne til, hvorledes mødre og bedstemødre forguder det lille drengebarn, - og den opvoksende dreng (især hvis han passer til en bestemt maskulinitetsforestilling). Så jo, jeg tror da bestemt, Rifbjerg giver en sandfærdig beskrivelse af mange mænds paradisiske opvækstvilkår og deres deraf affødte kvababbelser senere i livet.
Men jeg tænker osse på, om kvinders behov for ømhed nogensinde kan tilfredsstilles? Om pigebarnet i mødrenes optik stadig lever i drengebarnets skygge den dag i dag? Fruegud, hvor mange piger bliver båret på hænder og fødder af deres egen mor? Hvor meget elsker den moderne kvinde (eller den moderne kvindes mor) sit eget køn?

Jeg tror, vi er mange kvinder, der følelsesmæssigt længes efter at have været i samme privilegerede udgangsposition som Rifbjerg. Vi øver os ikke hele livet efter at komme over den, vi bærer sorgen over – som køn – aldrig nogensinde at have været i den.