Kønsroller og sæbebobler

Babysalmesang er yderst populært i kirker, der gerne vil nå den helt unge generation og deres forældre – eller mødre, skulle man måske snarere sige.

Jeg læser i Lokalavisen for Frederiksberg fra den 30 august en artikel om "Salmer og sæbebobler", der handler om en vordende musikpædagog, der afholder babysalmesang i flere kirker med det formål
* at skabe begejstring for sang og musik hos de helt små børn
* at mødrene lærer den lokale kirke at kende, og
* at skabe en hyggelig stund for mødre og børn, for "det er vigtigt med tæt kontakt mellem mor og barn fra børnene er helt små".

På forsidebilledet ser vi 3 små børn sidde eller ligge på madrasser på gulvet i kirkerummet, mens de ser på sæbebobler sammen med deres mødre. På billede inde i avisen ser vi mødrene læne sig ind over deres børn, som ligger på madrasser på gulvet, tête a tête i ivrig, tæt og varm kommunikation.

Jeg tænker, at det er et initiativ, som foregår i en traditionel institution i samfundet, som trods en moderne og utraditionel henvendelsesform fastholder gamle kønsrollemønstre, hvor
* moderen ses som familiens kulturbærer, og hvor
* det er den tætte kontakt mellem mor og barn, der fremhæves som vigtig.

Hvornår ser vi billeder fra den første babysalmesang med fædre på barsel, der sidder med deres små børn i kirkerummet, hvor det fremhæves, at det er vigtigt
* at fædrene lærer den lokale kirke at kende, og
* at det er vigtigt med tæt kontakt mellem far og barn fra børnene er helt små?