Babysalmesang er yderst populært i kirker, der gerne vil nå den helt unge generation og deres forældre – eller mødre, skulle man måske snarere sige.
Jeg læser i Lokalavisen for Frederiksberg fra den 30 august en artikel om "Salmer og sæbebobler", der handler om en vordende musikpædagog, der afholder babysalmesang i flere kirker med det formål
* at skabe begejstring for sang og musik hos de helt små børn
* at mødrene lærer den lokale kirke at kende, og
* at skabe en hyggelig stund for mødre og børn, for "det er vigtigt med tæt kontakt mellem mor og barn fra børnene er helt små".
På forsidebilledet ser vi 3 små børn sidde eller ligge på madrasser på gulvet i kirkerummet, mens de ser på sæbebobler sammen med deres mødre. På billede inde i avisen ser vi mødrene læne sig ind over deres børn, som ligger på madrasser på gulvet, tête a tête i ivrig, tæt og varm kommunikation.
Jeg tænker, at det er et initiativ, som foregår i en traditionel institution i samfundet, som trods en moderne og utraditionel henvendelsesform fastholder gamle kønsrollemønstre, hvor
* moderen ses som familiens kulturbærer, og hvor
* det er den tætte kontakt mellem mor og barn, der fremhæves som vigtig.
Hvornår ser vi billeder fra den første babysalmesang med fædre på barsel, der sidder med deres små børn i kirkerummet, hvor det fremhæves, at det er vigtigt
* at fædrene lærer den lokale kirke at kende, og
* at det er vigtigt med tæt kontakt mellem far og barn fra børnene er helt små?
13. september 2007
24. august 2007
Kvinders hjerter
Eet at de mest oprørende skrifter jeg længe har læst er Hjerteforeningens lille publikation Kvinders Hjerter, som er blevet udgivet i forbindelse med Hjerteforeningens kampagne Kvinder længe leve, som blev igangsat i april i år.
Kampagnens formål er at sprede større viden og opmærksomhed om kvinders hjertekarsygdomme blandt kvinder, pårørende og fagpersoner samt at igangsætte behøvet forskning på området.
Bogen er bl.a. en opsummering af nogle vigtige pointer, som en række eksperter og forskere præsenterede på Hjerteforeningens forskerkonference i efteråret 2006. Disse pointer er så vigtige, at jeg ikke tøver med at gengive 5 af dem meget fyldigt i det følgende.
1.
Professor i kardiologi v. Karolinska Universitetshospital i Stockholm Karin Schenck-Gustafsson udtaler, at vi overalt i verden ser meget forskelligt på mænds og kvinders helbred.
Hjertekarsygdom hos kvinder er et tabubelagt område, mener hun: ”Når en mand får en hjertesygdom, tager vi det meget alvorligt, for alle ved jo, at hjertesygdom er direktørernes sygdom. Når kvinder bliver hjertesyge, tror vi, at det er deres egen skyld.”
Den største kvindesygdom er hjertekarsygdom,siger hun, men vi tror, at de alvorligste kvindesygdomme har at gøre med kvindernes ”kønsudstyr”: Bryster, livmoder og æggestokkke. Det medfører et individuelt og samfundsmæssigt manglende fokus på kvinders hjertekarsygdomme, som har alvorlige konsekvenser, når det gælder vores adfærd mht. forebyggelse, undersøgelse og behandling, fortsætter hun. Det betyder bl.a., at kvinder bliver underbehandlede hos læger og på sygehuse, dvs. at de generelt bliver dårligere undersøgt end mænd, og at der procentvis er flere kvinder end mænd, der ender med at dø af sygdommen.
Løsningen på dette alvorlige problem kan findes i flere forhold, påpeger hun:
1. For det første må vi ændre på kvinderollen. Kvinderne i dag er effektive på jobbet, men de har stadig i stort omfang hovedansvaret for familien og dens sociale aktiviteter. Mange kvinder bliver stressede og deprimerede p.gr.a, udbrændthed, hvilket har en væsentlig indflydelse på udviklingen af hjertekarsygdomme. Kvinder prioriterer sig selv meget lavt, hvilket bl.a. osse medfører, at de ikke lytter til deres kropslige symptomer og tager dem alvorligt, og heller ikke insisterer på, at det fx haster at komme til lægen eller at få fat i en ambulance.
2. For det andet skal politikere og offentlige instanser tvinges til at tage ansvar, sådan at alle, lige fra ambulancefolk til sundhedspersonale på sygehusene, har de rigtige retningslinjer for behandling af kvinder, der kommer ind med symptomer på hjertekarsygdomme. (Svenske undersøgelser viser, at kvinder kommer i kategori 2 og 3, når de har ringet efter en ambulance. Kategori 1 betyder, at ambulancen kommer m. udrykning.)
2.
Overlæge på kardiologisk klinik på Rigshospitalet, dr. med. Peter Clemmensen opregner alarmerende kønsforskelle, når det gælder behandling for hjertekarsygdomme.
I brede og anerkendte undersøgelser er det dokumenteret, at kvinder har større risiko end mænd for at dø, når de bliver indlagt med en blodprop i hjertet. Det skyldes flere forhold:
1. Den mandlige patient kan være nogenlunde sikker på at få tilbudt både den medicin, de undersøgelser og de evt. indgreb, der er til rådighed. Det kan den kvindelige patient ikke. Hun tilbydes fx ikke kolesterolnedsænkende medicin, der hæmmer udviklingen af blodpropper, i samme omfang som manden.
2. Kvinder udgør en minoritet i de kliniske studier vedr. hjertekarsygdomme og behandlingen af dem. Det betyder fx , at der i behandlingssystemet er stor uvidenhed om hjertemedicins virkning på kvinder, selvom man godt ved, at der er forskel på mænds og kvinders evne til at optage og omsætte medicin.
Peter Clemmensen konkluderer, at den underbehandling af de kvindelige hjertepatienter, som finder sted i dag, formodentlig er ubevidst, - men derfor ikke mindre skræmmende - , og at den kræver en betydelig opmærksomhed, hvis gældende praksis skal ændres, bl.a. i form at et målrettet forskningsprogram med fokus på kvinders hjertekarsygdom.
3.
Dr. med Jytte Jensen ærgrer sig over, at der gennem årene er forsket mindre i kvinders hjertesygdomme end i mænds, fordi forskningen kunne føre til bedre behandling af kvinderne og reducere sygeligheden og dødeligheden betydeligt. Det kan være svært at opdage kvinders hjertekarsygdomme, fordi kvinders symptomer ofte ikke er ”helt efter lærebogen”, som hun siger. Gennem de sidste 150 år er det nemlig mændenes symptomer, der er beskrevet i lærebøgerne, og behandlingsstrategierne er følgelig udviklet på mænd. Det er derfor osse dem, der får gavn af, at man i de sidste 10 år er blevet bedre til at forebygge og behandle hjertesygdomme.
Man har hidtil ignoreret, at der kan være en kønslig forskel i behandlingen af mænd og kvinder. Kvinder har kun i ringe grad været repræsenteret i de undersøgelser, der ligger til grund for behandling af kvinder og ofte er der slet ikke skelnet mellem kønnene i undersøgelserne, hvor resultaterne er blevet generaliseret. Men den medicinske strategi for behandling kræver en kønsdifferentiering, mener hun, alene af den grund at mænd og kvinder har 2 forskellige kroppe.
I USA har man siden 1993 haft en lov, som betyder, at forskning kun kan få offentlig støtte, hvis der er kvinder med i undersøgelsen, og hvis der diffentieres mellem kønnene. På europæisk plan tog kardiologerne sidste år en principbeslutning om, at der skal være kvinder repræsenteret i forskningen, hvis det er muligt. Studier der i dag alene baserer sig på kvinder, findes stort set ikke, siger hun.
(Den manglende forskning viser sig osse at have konsekvenser, når der skal træffes etiske beslutninger om de knappe resurser i sundhedsvæsenet. Hvem prioriteres højest: Den 40årige mand, eller den 75årige kvinde, der begge står i kø til en kranspulsåreundersøgelse?)
4.
Marianne Frederiksen, som er afdelingslæge på Bispebjerg Hospital og daglig leder af Hjerterehabiliteringen, er indigneret på kvindernes vegne. Mændene er undersøgt på kryds og tværs, nu må det være kvindernes tur, siger hun. - Og så bør der afsættes særlige resurser i samfundet til de oversete ældre kvinder og til kvinder fra etniske mionoritetsgrupper.
Hun tøver ikke med at kalde det en diskriminering i vores samfund, at kvinder ikke anses for at have nogen værdi, når de ikke længere er på arbejdsmarkedet og derfor heller ikke prioriteres i sundhedsvæsenet. Det går især ud over de dårligt stillede kvinder og indvandrerkvinderne, som i forvejen ikke vil være til besvær og ligge systemet til last. Et hjemmebesøg hos disse kvinder viser ofte, at de er ligeså stressede som mændene p.gr.a. psykosociale belastninger. – Og hvis de endelig kommer til lægen med deres symptomer, så tager han dem ikke alvorligt, og de får ikke den optimale behandling, siger hun.
5.
Speciallæge i kardiologi, dr. med. Eva Prescott har i mange år deltaget som forsker i den såkaldte Østerbroundersøgelse. (Østerbroundersøgelsen blev startet for 30 år siden, fordi flere og flere danskere fik hjertekarsygdom. Undersøgelsen fulgte ca. 15.000 københavneres sundhedstilstand og levevaner).
Hun betoner – udover de kendte risikofaktorer for hjertekarsygdom, som vi selv kan gøre noget ved: Rygning, mangel på motion, overvægt, højt blodtryk og højt kolesteroltal - de psykosociale risikofaktorer for hjertekarsygdom, såsom depression, stress, udbrændthed og dårlige sociale relationer. Osse uddannelse og indkomstforhold spiller ind.
I Østerbroundersøgelsen fandt hun frem til, at disse psykosociale faktorer er noget, der især rammer kvinderne.
Hun konkluderer tillige, at det er meget vigtigt at vende den negative udvikling i forhold til børn og unges livsstil. Især de unge kvinder kan gøre meget i forhold til at lære at passe bedre på sigselv mht. overvægt, motion og stress. Det bekymrer hende, at 10 pct. af de unge kvinder mellem 16 og 24 år i SUSY-undersøgelsen (Den landsrepræsentative interviewundersøgelse, Sundhed og Sygeligheds Undersøgelsen fra 2000) svarede, at deres selvvurderede helbred ikke er godt, og selvvurderet helbred betyder en masse, osse for dødeligheden, siger Eva Prescott.
Hjertekarsygdomme har altså både en social, en etnisk og en kønslig slagside, men det er fortsat uklart, hvorfor der er disse biologiske sammenhænge mellem hjertesygdom og livsforhold. Hun konkluderer, at det på forskningsniveau er meget vigtigt at finde disse sammenhænge, så indsatsen for at forebygge hjertesygdomme kan kvalificeres.
Min konklusion
Pia Friis Laneth konkluderer i sin indledning til bogen Kvinders hjerter, at kvinders frigørelse har haft sin pris. ”I takt med, at kvinders liv og vaner begyndte at ligne mænds, steg kvindernes risiko for at dø af en hjertesygdom, så det nu er den almindeligste dødsårsag for kvinder”, slutter hun.
Det er da muligt, at det er en del af pointen. At vi dør af frigørelsen.
En anden, åbenlys pointe er, at praksis, mangel på viden, undladelsessynder osv. i den samfundsmæssige struktur og den forskningsmæssige tradition lader os dø af det. - Det lægger hjerteeksperterne ikke skjul på i bogens indlæg, selvom det bliver formuleret meget diplomatisk.
En tredje pointe kunne være, at kvinder endnu ikke er frigjorte nok.
Til ikke at dø af hjertekarsygdomme. Fordi fordomme, kulturelle vaner, pligter, opdragelse osv. stadig slår stærkt igennem, når det gælder kvinders (osse de yngre kvinders, jf. SUSY-undersøgelsen) evne til at sige nej, til at lytte til sig selv og tage sig selv alvorligt, til at gøre op med rolleforventninger eller til at insistere på kvinders rettigheder i autoritative, offentlige systemer.
Uanset om der er tale om diskrimination eller ubevidste undladelsessynder, så er der i behandlingssystemet endnu et par dage til, at ligestillingen er en realitet, så man tager hensyn til, at osse det syge menneske har to forskellige køn.
Der er afgørende forskning, der endnu ikke er foretaget. Der er kulturelle sædvaner og indgroede personlige og faglige fordomme, der skal tages livtag med.
Kampagnens formål er at sprede større viden og opmærksomhed om kvinders hjertekarsygdomme blandt kvinder, pårørende og fagpersoner samt at igangsætte behøvet forskning på området.
Bogen er bl.a. en opsummering af nogle vigtige pointer, som en række eksperter og forskere præsenterede på Hjerteforeningens forskerkonference i efteråret 2006. Disse pointer er så vigtige, at jeg ikke tøver med at gengive 5 af dem meget fyldigt i det følgende.
1.
Professor i kardiologi v. Karolinska Universitetshospital i Stockholm Karin Schenck-Gustafsson udtaler, at vi overalt i verden ser meget forskelligt på mænds og kvinders helbred.
Hjertekarsygdom hos kvinder er et tabubelagt område, mener hun: ”Når en mand får en hjertesygdom, tager vi det meget alvorligt, for alle ved jo, at hjertesygdom er direktørernes sygdom. Når kvinder bliver hjertesyge, tror vi, at det er deres egen skyld.”
Den største kvindesygdom er hjertekarsygdom,siger hun, men vi tror, at de alvorligste kvindesygdomme har at gøre med kvindernes ”kønsudstyr”: Bryster, livmoder og æggestokkke. Det medfører et individuelt og samfundsmæssigt manglende fokus på kvinders hjertekarsygdomme, som har alvorlige konsekvenser, når det gælder vores adfærd mht. forebyggelse, undersøgelse og behandling, fortsætter hun. Det betyder bl.a., at kvinder bliver underbehandlede hos læger og på sygehuse, dvs. at de generelt bliver dårligere undersøgt end mænd, og at der procentvis er flere kvinder end mænd, der ender med at dø af sygdommen.
Løsningen på dette alvorlige problem kan findes i flere forhold, påpeger hun:
1. For det første må vi ændre på kvinderollen. Kvinderne i dag er effektive på jobbet, men de har stadig i stort omfang hovedansvaret for familien og dens sociale aktiviteter. Mange kvinder bliver stressede og deprimerede p.gr.a, udbrændthed, hvilket har en væsentlig indflydelse på udviklingen af hjertekarsygdomme. Kvinder prioriterer sig selv meget lavt, hvilket bl.a. osse medfører, at de ikke lytter til deres kropslige symptomer og tager dem alvorligt, og heller ikke insisterer på, at det fx haster at komme til lægen eller at få fat i en ambulance.
2. For det andet skal politikere og offentlige instanser tvinges til at tage ansvar, sådan at alle, lige fra ambulancefolk til sundhedspersonale på sygehusene, har de rigtige retningslinjer for behandling af kvinder, der kommer ind med symptomer på hjertekarsygdomme. (Svenske undersøgelser viser, at kvinder kommer i kategori 2 og 3, når de har ringet efter en ambulance. Kategori 1 betyder, at ambulancen kommer m. udrykning.)
2.
Overlæge på kardiologisk klinik på Rigshospitalet, dr. med. Peter Clemmensen opregner alarmerende kønsforskelle, når det gælder behandling for hjertekarsygdomme.
I brede og anerkendte undersøgelser er det dokumenteret, at kvinder har større risiko end mænd for at dø, når de bliver indlagt med en blodprop i hjertet. Det skyldes flere forhold:
1. Den mandlige patient kan være nogenlunde sikker på at få tilbudt både den medicin, de undersøgelser og de evt. indgreb, der er til rådighed. Det kan den kvindelige patient ikke. Hun tilbydes fx ikke kolesterolnedsænkende medicin, der hæmmer udviklingen af blodpropper, i samme omfang som manden.
2. Kvinder udgør en minoritet i de kliniske studier vedr. hjertekarsygdomme og behandlingen af dem. Det betyder fx , at der i behandlingssystemet er stor uvidenhed om hjertemedicins virkning på kvinder, selvom man godt ved, at der er forskel på mænds og kvinders evne til at optage og omsætte medicin.
Peter Clemmensen konkluderer, at den underbehandling af de kvindelige hjertepatienter, som finder sted i dag, formodentlig er ubevidst, - men derfor ikke mindre skræmmende - , og at den kræver en betydelig opmærksomhed, hvis gældende praksis skal ændres, bl.a. i form at et målrettet forskningsprogram med fokus på kvinders hjertekarsygdom.
3.
Dr. med Jytte Jensen ærgrer sig over, at der gennem årene er forsket mindre i kvinders hjertesygdomme end i mænds, fordi forskningen kunne føre til bedre behandling af kvinderne og reducere sygeligheden og dødeligheden betydeligt. Det kan være svært at opdage kvinders hjertekarsygdomme, fordi kvinders symptomer ofte ikke er ”helt efter lærebogen”, som hun siger. Gennem de sidste 150 år er det nemlig mændenes symptomer, der er beskrevet i lærebøgerne, og behandlingsstrategierne er følgelig udviklet på mænd. Det er derfor osse dem, der får gavn af, at man i de sidste 10 år er blevet bedre til at forebygge og behandle hjertesygdomme.
Man har hidtil ignoreret, at der kan være en kønslig forskel i behandlingen af mænd og kvinder. Kvinder har kun i ringe grad været repræsenteret i de undersøgelser, der ligger til grund for behandling af kvinder og ofte er der slet ikke skelnet mellem kønnene i undersøgelserne, hvor resultaterne er blevet generaliseret. Men den medicinske strategi for behandling kræver en kønsdifferentiering, mener hun, alene af den grund at mænd og kvinder har 2 forskellige kroppe.
I USA har man siden 1993 haft en lov, som betyder, at forskning kun kan få offentlig støtte, hvis der er kvinder med i undersøgelsen, og hvis der diffentieres mellem kønnene. På europæisk plan tog kardiologerne sidste år en principbeslutning om, at der skal være kvinder repræsenteret i forskningen, hvis det er muligt. Studier der i dag alene baserer sig på kvinder, findes stort set ikke, siger hun.
(Den manglende forskning viser sig osse at have konsekvenser, når der skal træffes etiske beslutninger om de knappe resurser i sundhedsvæsenet. Hvem prioriteres højest: Den 40årige mand, eller den 75årige kvinde, der begge står i kø til en kranspulsåreundersøgelse?)
4.
Marianne Frederiksen, som er afdelingslæge på Bispebjerg Hospital og daglig leder af Hjerterehabiliteringen, er indigneret på kvindernes vegne. Mændene er undersøgt på kryds og tværs, nu må det være kvindernes tur, siger hun. - Og så bør der afsættes særlige resurser i samfundet til de oversete ældre kvinder og til kvinder fra etniske mionoritetsgrupper.
Hun tøver ikke med at kalde det en diskriminering i vores samfund, at kvinder ikke anses for at have nogen værdi, når de ikke længere er på arbejdsmarkedet og derfor heller ikke prioriteres i sundhedsvæsenet. Det går især ud over de dårligt stillede kvinder og indvandrerkvinderne, som i forvejen ikke vil være til besvær og ligge systemet til last. Et hjemmebesøg hos disse kvinder viser ofte, at de er ligeså stressede som mændene p.gr.a. psykosociale belastninger. – Og hvis de endelig kommer til lægen med deres symptomer, så tager han dem ikke alvorligt, og de får ikke den optimale behandling, siger hun.
5.
Speciallæge i kardiologi, dr. med. Eva Prescott har i mange år deltaget som forsker i den såkaldte Østerbroundersøgelse. (Østerbroundersøgelsen blev startet for 30 år siden, fordi flere og flere danskere fik hjertekarsygdom. Undersøgelsen fulgte ca. 15.000 københavneres sundhedstilstand og levevaner).
Hun betoner – udover de kendte risikofaktorer for hjertekarsygdom, som vi selv kan gøre noget ved: Rygning, mangel på motion, overvægt, højt blodtryk og højt kolesteroltal - de psykosociale risikofaktorer for hjertekarsygdom, såsom depression, stress, udbrændthed og dårlige sociale relationer. Osse uddannelse og indkomstforhold spiller ind.
I Østerbroundersøgelsen fandt hun frem til, at disse psykosociale faktorer er noget, der især rammer kvinderne.
Hun konkluderer tillige, at det er meget vigtigt at vende den negative udvikling i forhold til børn og unges livsstil. Især de unge kvinder kan gøre meget i forhold til at lære at passe bedre på sigselv mht. overvægt, motion og stress. Det bekymrer hende, at 10 pct. af de unge kvinder mellem 16 og 24 år i SUSY-undersøgelsen (Den landsrepræsentative interviewundersøgelse, Sundhed og Sygeligheds Undersøgelsen fra 2000) svarede, at deres selvvurderede helbred ikke er godt, og selvvurderet helbred betyder en masse, osse for dødeligheden, siger Eva Prescott.
Hjertekarsygdomme har altså både en social, en etnisk og en kønslig slagside, men det er fortsat uklart, hvorfor der er disse biologiske sammenhænge mellem hjertesygdom og livsforhold. Hun konkluderer, at det på forskningsniveau er meget vigtigt at finde disse sammenhænge, så indsatsen for at forebygge hjertesygdomme kan kvalificeres.
Min konklusion
Pia Friis Laneth konkluderer i sin indledning til bogen Kvinders hjerter, at kvinders frigørelse har haft sin pris. ”I takt med, at kvinders liv og vaner begyndte at ligne mænds, steg kvindernes risiko for at dø af en hjertesygdom, så det nu er den almindeligste dødsårsag for kvinder”, slutter hun.
Det er da muligt, at det er en del af pointen. At vi dør af frigørelsen.
En anden, åbenlys pointe er, at praksis, mangel på viden, undladelsessynder osv. i den samfundsmæssige struktur og den forskningsmæssige tradition lader os dø af det. - Det lægger hjerteeksperterne ikke skjul på i bogens indlæg, selvom det bliver formuleret meget diplomatisk.
En tredje pointe kunne være, at kvinder endnu ikke er frigjorte nok.
Til ikke at dø af hjertekarsygdomme. Fordi fordomme, kulturelle vaner, pligter, opdragelse osv. stadig slår stærkt igennem, når det gælder kvinders (osse de yngre kvinders, jf. SUSY-undersøgelsen) evne til at sige nej, til at lytte til sig selv og tage sig selv alvorligt, til at gøre op med rolleforventninger eller til at insistere på kvinders rettigheder i autoritative, offentlige systemer.
Uanset om der er tale om diskrimination eller ubevidste undladelsessynder, så er der i behandlingssystemet endnu et par dage til, at ligestillingen er en realitet, så man tager hensyn til, at osse det syge menneske har to forskellige køn.
Der er afgørende forskning, der endnu ikke er foretaget. Der er kulturelle sædvaner og indgroede personlige og faglige fordomme, der skal tages livtag med.
4. august 2007
Rifbjerg mellem brysterne
Midtersiderne i Weekendavisens bogtillæg fra den 27. juli er et bearbejdet uddrag fra Kirsten Jacobsens nye bog Klaus og Kærligheden – Konfrontation med Rifbjerg, som udkommer på Gyldendal den 3. august.
På en åben og selverkendende måde taler han i uddraget om sit forhold til erotik. Han fortæller bl.a. om sin utroskab og hans kones overbærenhed med hans sidespring, uden hvilken han ville være havnet i en "uhyggelig følelse af fortabthed". Han hylder hende for hendes store modenhed, som han ikke kunne have levet foruden, men giver samtidigt hele fortællingen et stænk af existentiel nødvendighed:
"Mænds behov for ømhed kan aldrig tilfredsstilles. Herregud, tænk på de første år, hvor vi tilbringer det meste af tiden mellem to vidunderlige bryster og bliver nusset og pusset og renset og gjort ved og båret på arme og hænder og ben. Det kan vi ikke komme over, eller rettere: Vi øver os resten af livet i at komme over det! Vi prøver at finde kompensation for det i forholdet til ens elskede, som ikke alene skal være ens elskede, men også ens mor og alt muligt andet. På én gang. Det er frygtelige krav, og det siger noget om de indre kvababbelser, at mænd tvinger sig ud i roller som machotyper, karrierekrigere, soldater og skidt og lort, hvor vi prøver at overdøve den indre usikkerhed, der er et fælles vilkår."
Jeg har ofte været vidne til, hvorledes mødre og bedstemødre forguder det lille drengebarn, - og den opvoksende dreng (især hvis han passer til en bestemt maskulinitetsforestilling). Så jo, jeg tror da bestemt, Rifbjerg giver en sandfærdig beskrivelse af mange mænds paradisiske opvækstvilkår og deres deraf affødte kvababbelser senere i livet.
Men jeg tænker osse på, om kvinders behov for ømhed nogensinde kan tilfredsstilles? Om pigebarnet i mødrenes optik stadig lever i drengebarnets skygge den dag i dag? Fruegud, hvor mange piger bliver båret på hænder og fødder af deres egen mor? Hvor meget elsker den moderne kvinde (eller den moderne kvindes mor) sit eget køn?
Jeg tror, vi er mange kvinder, der følelsesmæssigt længes efter at have været i samme privilegerede udgangsposition som Rifbjerg. Vi øver os ikke hele livet efter at komme over den, vi bærer sorgen over – som køn – aldrig nogensinde at have været i den.
På en åben og selverkendende måde taler han i uddraget om sit forhold til erotik. Han fortæller bl.a. om sin utroskab og hans kones overbærenhed med hans sidespring, uden hvilken han ville være havnet i en "uhyggelig følelse af fortabthed". Han hylder hende for hendes store modenhed, som han ikke kunne have levet foruden, men giver samtidigt hele fortællingen et stænk af existentiel nødvendighed:
"Mænds behov for ømhed kan aldrig tilfredsstilles. Herregud, tænk på de første år, hvor vi tilbringer det meste af tiden mellem to vidunderlige bryster og bliver nusset og pusset og renset og gjort ved og båret på arme og hænder og ben. Det kan vi ikke komme over, eller rettere: Vi øver os resten af livet i at komme over det! Vi prøver at finde kompensation for det i forholdet til ens elskede, som ikke alene skal være ens elskede, men også ens mor og alt muligt andet. På én gang. Det er frygtelige krav, og det siger noget om de indre kvababbelser, at mænd tvinger sig ud i roller som machotyper, karrierekrigere, soldater og skidt og lort, hvor vi prøver at overdøve den indre usikkerhed, der er et fælles vilkår."
Jeg har ofte været vidne til, hvorledes mødre og bedstemødre forguder det lille drengebarn, - og den opvoksende dreng (især hvis han passer til en bestemt maskulinitetsforestilling). Så jo, jeg tror da bestemt, Rifbjerg giver en sandfærdig beskrivelse af mange mænds paradisiske opvækstvilkår og deres deraf affødte kvababbelser senere i livet.
Men jeg tænker osse på, om kvinders behov for ømhed nogensinde kan tilfredsstilles? Om pigebarnet i mødrenes optik stadig lever i drengebarnets skygge den dag i dag? Fruegud, hvor mange piger bliver båret på hænder og fødder af deres egen mor? Hvor meget elsker den moderne kvinde (eller den moderne kvindes mor) sit eget køn?
Jeg tror, vi er mange kvinder, der følelsesmæssigt længes efter at have været i samme privilegerede udgangsposition som Rifbjerg. Vi øver os ikke hele livet efter at komme over den, vi bærer sorgen over – som køn – aldrig nogensinde at have været i den.
9. juli 2007
Kvinders hjerner
Én af tophistorierne i Jyllandsposten torsdag, den 5. juli var historien om professoren, der blev renset for beskyldninger om videnskabelig uredelighed.
Helmuth Nyborg, professor i udviklingspsykologi og en internationalt anerkendt intelligensforsker, er af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) blevet renset for den hårde kritik, hans seneste undersøgelse af kønsforskelle i intelligens har været ude for.
Undersøgelsen viste, at mænd i gennemsnit er 8 IQ-point mere intelligente end kvinder. Resultatet understøttes efter Nyborgs eget udsagn af flere internationale undersøgelser, der alle når frem til en forskel på mellem 3 og 7 IQ-point i mændenes favør. (Han offentliggjorde selv resultatet mundtligt i medierne januar 2002, skriftligt blev delresultater først offentliggjort i en videnskabelig bog fra juni 2003).
Fra oktober 2003 til januar 2007 møder Helmuth Nyborg fra ansatte på Aarhus Universitet modstand af varierende grad, som ender med, at han indberettes for universitetes ledelse, fordi han "har forbrudt sig alvorligt imod kravene til videnskabelig redelighed". Internationale professorer anklager Aarhus Universitet for at have indledt en politisk forfølgelse af Helmuth Nyborg, hvorefter Nyborg selv indberetter sin sag til UVVU for at få renset sit navn. Det er så lige sket, og artiklen lægger op til, at Nyborg således er blevet offer for, at han fremkom med politisk ukorrekte forskningsresultater.
På bagsiden af Information fredag karikerer to kvinder forskningsresultatet ved at tage dumheden på sig. Jeg forstår hensigten, men spekulerer alligevel over, om det er sådan, den slags stort opslåede forskningsresultater virker på det ubevidste plan?
Anne Knudsen tager emnet op i sin leder i Weekendavisen samme dag og klandrer forskningsstyring ud fra politisk bekvemmelighed. Hun forsvarer forskerens ret til at søge sandheden, hvor ubekvem den end kan være, men tilføjer dog, at et sådant forskningsresultat må indebære, at man dernæst undersøger, hvorfor det forholder sig således.
Så vidt jeg kan læse mig til, ledsages forskningsresultaterne ikke af nogen form for perspektivering. Her kæmpes der om sandheden, intet mindre, og det endda på internationalt plan.
Helmuth Nyborg, professor i udviklingspsykologi og en internationalt anerkendt intelligensforsker, er af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) blevet renset for den hårde kritik, hans seneste undersøgelse af kønsforskelle i intelligens har været ude for.
Undersøgelsen viste, at mænd i gennemsnit er 8 IQ-point mere intelligente end kvinder. Resultatet understøttes efter Nyborgs eget udsagn af flere internationale undersøgelser, der alle når frem til en forskel på mellem 3 og 7 IQ-point i mændenes favør. (Han offentliggjorde selv resultatet mundtligt i medierne januar 2002, skriftligt blev delresultater først offentliggjort i en videnskabelig bog fra juni 2003).
Fra oktober 2003 til januar 2007 møder Helmuth Nyborg fra ansatte på Aarhus Universitet modstand af varierende grad, som ender med, at han indberettes for universitetes ledelse, fordi han "har forbrudt sig alvorligt imod kravene til videnskabelig redelighed". Internationale professorer anklager Aarhus Universitet for at have indledt en politisk forfølgelse af Helmuth Nyborg, hvorefter Nyborg selv indberetter sin sag til UVVU for at få renset sit navn. Det er så lige sket, og artiklen lægger op til, at Nyborg således er blevet offer for, at han fremkom med politisk ukorrekte forskningsresultater.
På bagsiden af Information fredag karikerer to kvinder forskningsresultatet ved at tage dumheden på sig. Jeg forstår hensigten, men spekulerer alligevel over, om det er sådan, den slags stort opslåede forskningsresultater virker på det ubevidste plan?
Anne Knudsen tager emnet op i sin leder i Weekendavisen samme dag og klandrer forskningsstyring ud fra politisk bekvemmelighed. Hun forsvarer forskerens ret til at søge sandheden, hvor ubekvem den end kan være, men tilføjer dog, at et sådant forskningsresultat må indebære, at man dernæst undersøger, hvorfor det forholder sig således.
Så vidt jeg kan læse mig til, ledsages forskningsresultaterne ikke af nogen form for perspektivering. Her kæmpes der om sandheden, intet mindre, og det endda på internationalt plan.
Personligt glæder jeg mig over, at det i dag er politisk korrekt at antage, at kvinder og mænd intelligensmæssigt er på niveau med hinanden.
6. juli 2007
Kønsrejse i Lillys Danmarkshistorie
Jeg er lige gået i gang med at læse Pia Fris Laneths bog Lillys Danmarkshistorie. Kvindeliv i fire generationer, som udkom sidste år.
Foreningen for Kønsforskning i Danmark uddeler hvert år Krakaprisen, som "er indstiftet med det formål at hædre en studerende eller forsker, der har bidraget med noget nyskabende til dansk kønsforskning". - I år er prisen gået til Pia Fris Laneth. I begrundelsen herfor fremhæver man, at "forfatteren i fremstillingen trækker på en lang række af dansk kønsforsknings centrale værker og næsten umærkeligt formår at lade indsigterne herfra strukturere sin fortælling, hvorved de bringes ud til et større publikum." Endvidere roses hun for at formå "at holde et stort stof sammen, beriget af de indsigter, der har været bragt frem af den historiske og teoretiske kønsforskning. "
Det giver god grund under fødderne, når forskning og formidling på den måde tager hinanden i hånden, og jeg glæder mig til under læsningen selv at blive beriget af nye historier og af sammenhænge, jeg ikke selv har set.
Til sidst hedder det i begrundelsen, at der "på tværs af generationer og køn desuden er en gennemgående fortælling om forældre, som forsøger at give børnene bedre betingelser, end de selv har haft. Derfor handler bogen også om klasserejse. Forfatteren har selv med sin akademiske uddannelse foretaget den mest omfattende klasserejse i sin slægt, og der berettes om oplevelsen af at være ”fremmed” i det akademiske system og om smerten ved at skulle forlade opvækstmiljøet."
Denne sidste passus berørte mig meget, fordi jeg selv har foretaget denne "klasserejse" (som osse er en kønsrejse) og mærket stærke ambivalente tilknytninger.
Jeg ved, at der findes miljøer, hvor man følelsesmæssigt ikke tillader børnene at forlade opvækstmiljøet, - selvom der reelt ikke var nogle alternativer -, fordi det anses som et fundamentalt svigt af værdier og normer. Samtidigt misunder man børnene deres muligheder og bebrejder dem, at de ikke udnytter dem godt nok.
Det skaber stor smerte, hårde bindinger og en meget lang frigørelses- og identitetskamp. Den historie må osse skrives en dag.
Foreningen for Kønsforskning i Danmark uddeler hvert år Krakaprisen, som "er indstiftet med det formål at hædre en studerende eller forsker, der har bidraget med noget nyskabende til dansk kønsforskning". - I år er prisen gået til Pia Fris Laneth. I begrundelsen herfor fremhæver man, at "forfatteren i fremstillingen trækker på en lang række af dansk kønsforsknings centrale værker og næsten umærkeligt formår at lade indsigterne herfra strukturere sin fortælling, hvorved de bringes ud til et større publikum." Endvidere roses hun for at formå "at holde et stort stof sammen, beriget af de indsigter, der har været bragt frem af den historiske og teoretiske kønsforskning. "
Det giver god grund under fødderne, når forskning og formidling på den måde tager hinanden i hånden, og jeg glæder mig til under læsningen selv at blive beriget af nye historier og af sammenhænge, jeg ikke selv har set.
Til sidst hedder det i begrundelsen, at der "på tværs af generationer og køn desuden er en gennemgående fortælling om forældre, som forsøger at give børnene bedre betingelser, end de selv har haft. Derfor handler bogen også om klasserejse. Forfatteren har selv med sin akademiske uddannelse foretaget den mest omfattende klasserejse i sin slægt, og der berettes om oplevelsen af at være ”fremmed” i det akademiske system og om smerten ved at skulle forlade opvækstmiljøet."
Denne sidste passus berørte mig meget, fordi jeg selv har foretaget denne "klasserejse" (som osse er en kønsrejse) og mærket stærke ambivalente tilknytninger.
Jeg ved, at der findes miljøer, hvor man følelsesmæssigt ikke tillader børnene at forlade opvækstmiljøet, - selvom der reelt ikke var nogle alternativer -, fordi det anses som et fundamentalt svigt af værdier og normer. Samtidigt misunder man børnene deres muligheder og bebrejder dem, at de ikke udnytter dem godt nok.
Det skaber stor smerte, hårde bindinger og en meget lang frigørelses- og identitetskamp. Den historie må osse skrives en dag.
2. juli 2007
Patriarkalsk ligestillingsoptik?
I Information den 19. juni 2007 læste jeg med interesse kronikken "Investeringer i kvinder er intelligent økonomi", udarbejdet af Styregruppen i Kønsnet. (Kønsnet er et fagligt netværk af danske ngo´er og institutioner, der arbejder med køn, menneskerettigheder og ligestilling i en udviklingssammenhæng.)
Kronikken kritiserer regeringens debatoplæg til en ny Afrikapolitik, fordi indsatsen ensidigt retter sig mod kvinderne, sådan som det iøvrigt er på mode i den vestlige "udviklingsbranche". Det er der ganske vist perspektiver i, men ikke hvis kvinderne dermed overlades det fulde ansvar for forandring. Fremme af ligestilling og langsigtede forandringer indebærer, at man systematisk arbejder med de lovmæssige, kulturelle, sociale, politiske eller økonomiske forhold, der skaber ulighed i et givet samfund, fastslår kronikken og efterlyser en gennemgribende kønsrevision af debatoplægget.
Jeg får den tanke, om regeringens oplæg kan ses som en særlig patriarkalsk måde at anskue ligestillingsproblematikken på?
Når man eensidigt fokuserer på kvindernes økonomiske potentiale og eensidigt overlader dem ansvaret for reelle forandringer, undgår man jo - under dække af progressiv tankegang- behændigt at beskæftige sig med de kulturelle og strukturelle samfundsforhold, som skaber uligheden, og som osse regeringen er en del af.
Kronikken kritiserer regeringens debatoplæg til en ny Afrikapolitik, fordi indsatsen ensidigt retter sig mod kvinderne, sådan som det iøvrigt er på mode i den vestlige "udviklingsbranche". Det er der ganske vist perspektiver i, men ikke hvis kvinderne dermed overlades det fulde ansvar for forandring. Fremme af ligestilling og langsigtede forandringer indebærer, at man systematisk arbejder med de lovmæssige, kulturelle, sociale, politiske eller økonomiske forhold, der skaber ulighed i et givet samfund, fastslår kronikken og efterlyser en gennemgribende kønsrevision af debatoplægget.
Jeg får den tanke, om regeringens oplæg kan ses som en særlig patriarkalsk måde at anskue ligestillingsproblematikken på?
Når man eensidigt fokuserer på kvindernes økonomiske potentiale og eensidigt overlader dem ansvaret for reelle forandringer, undgår man jo - under dække af progressiv tankegang- behændigt at beskæftige sig med de kulturelle og strukturelle samfundsforhold, som skaber uligheden, og som osse regeringen er en del af.
Abonner på:
Opslag (Atom)
