Hvor er de røvkedelige disse kvinder

De gamle, forlængst pensionerede kvindelige arkitekter lagde ikke fingrene imellem i champagnepausen på jubilæumsseminaret Female Forces of Architecture i anledning af 100-års-jubilæet for kvinder på Kunstakademiets Arkitektskole.

Jubilæumsprogrammet bød på en lang række spændende indlæg af kvindelige arkitekter, professorer, undervisere og direktører fra ind- og udland, som alle debatterede vilkårene for kvindelige arkitekters virke i dag og formidlede erfaringer fra et bredt spektrum.

Indlæggene var alsidige og seriøse og pænt formidlet, men hvad var det, der manglede? Ja, de gamle var ikke i tvivl. Der manglede varme! Begejstring. Fest og farver! "Vi skulle jo være blevet budt velkommen af hornmusik ved indgangen", var der en, der sagde, "men gud hvor er de røvkedelige, disse velopdragede kvinder i deres sorte tøj."

Det gør osse mig trist, når succesrige kvinder ikke magter at få sanseligheden med i deres liv. Hvorfor er det sådan? Og er vi klar over, at det mangler?

Galleri Wilson viser i øjeblikket udstillingen Where and when? af Sophie Calle, som konstant udsætter sig for nye identitetsprojekter. I dette projekt får hun en clairvoyant til at fortælle hende, hvor hun skal ta' hen og hvornår, og det kommer der en ganske tankevækkende historie ud af.

Jeg kom til at tænke på, om hun i virkeligheden spejler den moderne, frigjorte kvindes store identitetsløshed, når nu kampen er ovre. At vi ikke aner, hvor vi skal gå hen, hvis ikke vi bare skal følge i mændenes spor. At vi ikke aner, hvor vores female forces ligger.

Så er det måske, vi skulle prøve at lytte til de gamle kvinder og smide vores sorte tøj og angst for at tro på, at det har værdi at være farverige og vise varme og begejstring.