Den iranske kønstilstand

På Aros har de netop afsluttet udstillingen med den iransk-amerikanske kunstner Shirin Neshats fem videoinstallationer Women without Men.

Det er 5 barske historier, hvor iranske kvinders kampe for at komme fri af mandlig dominans og kontrol sættes ind i en kontekst, hvor det iranske folk forsøger at komme fri af det britisk-amerikansk ledede statskup i Iran i 1953 og opnå demokrati og selvstyre.

1 Der er historien om kvinden Munis, der sættes uden for denne kamp, fordi hun er kvinde. Under dække af at ville beskytte hende fra det offentlige livs tumult, kapper hendes bror hendes forbindelseslinje til begivenhederne for at beholde hende i hjemmet. - Hun ender med at kaste sig i døden i drømmen om at kæmpe side om side med manden i det iranske folks frihedskamp.

2 Der er historien om kvinden Zarin, den anorektiske prostituerede, der i et syn ser mændene som angsigtsløse og flygter fra bordellet og mændenes udnyttelse af hende. På en offentlig badeanstalt blandt fede kvinder og nøgne drengebørn forsøger hun at skrubbe sin magre krop ren, men hun skrubber den blot til blods. - Derefter forsvinder hun ud af byens port, forfulgt af synet af de ansigtsløse mænd.

3 Der er historien om kvinden Mahdokt, der er fanget i de kulturelle, modsatrettede krav til kvinden. I dilemmaet mellem frygten for at miste sin uskyld og ønsket om stor frugtbarhed går hun psykisk til grunde og ender med at tage sit eget liv.

4 Der er historien om kvinden Faezeh, der drømmer om ægteskab og liv i den frodige have. Desværre bliver hun inden brylluppet voldtaget i haven, hvilket medfører, at hun vanærer sin familie. På trods af overgrebet bærer hun alene ansvaret for sexualiteten. Hun ender efter en længere selverkendelse i haven sammen med den prostituerede Zarin, hvor de sammen nyder lidt fred.

5 Til sidst er der historien om den modne kvinde Farokh Legha, der besøger haven og finder en af de forulempede kvinder, som ligger i et vandløb. Farokh skrider til handling, beordrer manden der passer haven til af redde kvinden, hvorefter de sammen giver hende omsorg.

Kunstnerisk videregiver Shirin Neshat meget komplekse fortællinger, der er vævet ind i hinanden, men for mig står konklusionen klar: Både det offentlige liv, sexualiteten og drømmen om det frugtbare liv på "det gode sted: haven" er og skal være et fælles ansvarsområde for kvinder og mænd.

Det giver stof til eftertanke at have set denne udstilling nogenlunde samtidig med at have læst Gretelise Holms debatbog, som jeg skrev om i mit forrige blogindlæg. "Den iranske kønstilstand", som den formidles i udstillingen på Aros, har stærke paralleller til "den danske kønstilstand" for 100 år siden.

Kampen om kvinders kommunale valgret

I sin bog Hvorfor er feminister så snerpede? 30 spørgsmål om køn og ligestilling beskriver Gretelise Holm kampen om kvinders kommunale valgret for over 100 år siden som "det mest interessante og illustrative stykke mentalhistorie" i historien om kvinders vej til demokratiske rettigheder. Det tog 22 år fra lovforslaget blev fremsat første gang i 1886 til det endelig blev vedtaget efter det tiende lovforslag i 1908.


Det er spændende læsning at følge datidens argumenter imod den del af kvindernes frigørelse. Et af dem blev fremsat af en højesteretssagfører med disse ord: Da Landstinget fastholder den mening, at det hverken vil være i samfundets eller kvindernes interesse, at der tilstedes disse valgret - så lidt som valgbarhed - går tinget over til næste sag på dagsordenen.


Under de mange års debat henvises der bl.a. til følgende:
1. Den almindelige tænkemåde: Det har hidtil ikke været den almindelige tænkemåde, hverken her i Danmark eller vistnok i de fleste lande, at kvinden på denne måde skulle deltage i det offentlige liv. - Her i landet har det været gammel skik og brug, at kvindfolkene har holdt sig hjemme og ladet mandfolkene passe de offentlige anliggender. Det har været og vil vedblive at være det rigtige.

2. Beskyttelse af kvinden: For den parlamentariske kamp ønsker jeg vore kvinder fritagne. Den giver både sved og støv - jeg vil gerne sige snavs - og ingen af delene vil klæde kvinderne.

3. Kønnet: Det tilkommer kvinden at besørge det, som jeg med et kønt ord vel gerne kan kalde hjerteanliggender... Samfundet kan slet ikke være tjent med, at kvinderne drages bort fra disse kærlighedsgerninger for at skændes med os i en valgforsamling eller i et ting.

4. Seksualiteten: Grundlovens bestemmelse om, at vælgerne skulle være "uberygtede" indebar for mændenes vedkommende, at de ikke måtte være dømt og straffet. For kvindernes vedkommende kom uberygtetheden til at handle om deres seksualliv: Forholdet er jo det, at når det gælder kvinder, kender vi meget vel en berygtethed, som stammer fra et helt andet forhold, nemlig kvindens forhold i sædelig henseende ...

Jeg vil fremhæve, at Gretelise Holm viser, hvordan kirken og retssystemet er institutioner, der har haft stor betydning for den almindelige opfattelse af kønnenes placering i samfundet. Det er jo stadig institutioner med stor autoritet på området.

Gretelise Holm drager den konklusion af sin gennemgang af kampen om kvinders kommunale valgret, at der er mange synspunkter, fremsat af den daværende samfundselite, som i dag fremstår som tåbelige og latterlige. Den indsigt opfordrer hun læseren til at bruge i dagens debat. I dag kommer de tåbelige og urimelige argumenter mod kvinders ligestilling i nye forklædninger, siger hun, - og bruger så resten af bogen på af finde disse forklædninger og argumentere imod dem.

På den måde bliver bogen en gedigen brugsbog i hverdagen.

Kvinden som outsider og pauseklovn?

I det sidste nummer af magasinet Kvinden&Samfundet fik jeg som gæsteredaktør Jette Hansen til at svare på, om det i følge hendes erfaringer er sandt, at det ikke er muligt at skrive sig ud af patriarkatet.

Hun svarer benægtende, for man kan godt skrive sig ud af patriarkatet som kvinde, siger hun og fortsætter:

"Det er faktisk nøgagtigt det man kan! I skriften kan man befri sig - som en Elfriede Jelinek eller Valerie Solanas. Her får de havarerede kvinder deres suverænitet. De bliver sig selv i et sprog, som de rasende sønderflænger og som de sønderflænger verden med. Der hvor man må regne med at patriarkatet slår igen, er i den afvisning, man uvægerligt vil få. Subtil eller lige på og hårdt. Den stemme, der vil lyde, som marginaliserer dig, som viser dig din plads som outsider og pauseklovn".