10. februar 2009

Deltidsfeminisme og andre skældsord

Feminister skælder ud. Gerne på kvinder og gerne på hinanden.

"Pindemads-feminist"

I ugebrevet A4 fra den 9. februar langer Katrine Winkel Holm, som er hjemmegående teolog og medlem af DR´s bestyrelse, ud efter "pindemads-feministerne". Det kalder hun dem, der ser ned på det traditionelle kvindearbejde med børn og familie og vil have indført kvoter for at fremme ligestilling. Men at indføre kvoter er diskrimination mod kvinder i ligestillingens navn, mener hun. Kvinder skal vælges på grund af deres kvalifikationer, så enkelt er det.

- Kvoter er kompensation for diskrimination, siger professor Drude Dahlerup, ligeledes i ugebrevet A4. Fordi der er strukturelle og politiske barrierer, som forhindrer fuld ligestilling mellem kønnene, siger hun.

"Deltids-feminist"
- Hvor er alle de kloge, stærke kvinder, som jeg gik på universitetet med?, spørger den hollandske ligestillingsdebattør, jurist og økonom Heleen Mees og svarer i samme åndedrag, at de såmænd bruger det meste af deres tid på at køre deres børn i skole.

-Væk med deltidsfeminismen, siger hun. Veluddannede kvinder skal gå målrettet efter karrieren og ikke forfalde til at passe hjem og børn og arbejde på deltid og sætte deres faglige ambitioner på lavt blus. Det er Heleen Mees' måde at gå i kødet på 3. generations feministerne

- Prostitution er skadelig og ikke et frit valg for nogen kvinde, siger prostitutionsmodstanderne, der vil kriminalisere prostitutionskunderne. - Nej, det er ikke, siger den bevidste luder. Jeg lærer mænd at elske, og jeg bestemmer selv over min krop og min karrierevej. At kriminalisere prostitutionskunden diskriminerer mig som kvindelig, selvstændig erhvervsdrivende og forværrer blot mine vilkår, siger hun.


Den rummelige feminisme
Hvilken feminisme tager højde for kvinders forskellighed i en samfundsmæssig kontekst og kan rumme det kvindelige individ i den proces som udvikling er? Ikke alle kvinder er 3. generations feminister. Ikke alle kvinder tilhører den veluddannede middelklasse.

Ingen kommentarer: