4. august 2007

Rifbjerg mellem brysterne

Midtersiderne i Weekendavisens bogtillæg fra den 27. juli er et bearbejdet uddrag fra Kirsten Jacobsens nye bog Klaus og Kærligheden – Konfrontation med Rifbjerg, som udkommer på Gyldendal den 3. august.

På en åben og selverkendende måde taler han i uddraget om sit forhold til erotik. Han fortæller bl.a. om sin utroskab og hans kones overbærenhed med hans sidespring, uden hvilken han ville være havnet i en "uhyggelig følelse af fortabthed". Han hylder hende for hendes store modenhed, som han ikke kunne have levet foruden, men giver samtidigt hele fortællingen et stænk af existentiel nødvendighed:

"Mænds behov for ømhed kan aldrig tilfredsstilles. Herregud, tænk på de første år, hvor vi tilbringer det meste af tiden mellem to vidunderlige bryster og bliver nusset og pusset og renset og gjort ved og båret på arme og hænder og ben. Det kan vi ikke komme over, eller rettere: Vi øver os resten af livet i at komme over det! Vi prøver at finde kompensation for det i forholdet til ens elskede, som ikke alene skal være ens elskede, men også ens mor og alt muligt andet. På én gang. Det er frygtelige krav, og det siger noget om de indre kvababbelser, at mænd tvinger sig ud i roller som machotyper, karrierekrigere, soldater og skidt og lort, hvor vi prøver at overdøve den indre usikkerhed, der er et fælles vilkår."

Jeg har ofte været vidne til, hvorledes mødre og bedstemødre forguder det lille drengebarn, - og den opvoksende dreng (især hvis han passer til en bestemt maskulinitetsforestilling). Så jo, jeg tror da bestemt, Rifbjerg giver en sandfærdig beskrivelse af mange mænds paradisiske opvækstvilkår og deres deraf affødte kvababbelser senere i livet.
Men jeg tænker osse på, om kvinders behov for ømhed nogensinde kan tilfredsstilles? Om pigebarnet i mødrenes optik stadig lever i drengebarnets skygge den dag i dag? Fruegud, hvor mange piger bliver båret på hænder og fødder af deres egen mor? Hvor meget elsker den moderne kvinde (eller den moderne kvindes mor) sit eget køn?

Jeg tror, vi er mange kvinder, der følelsesmæssigt længes efter at have været i samme privilegerede udgangsposition som Rifbjerg. Vi øver os ikke hele livet efter at komme over den, vi bærer sorgen over – som køn – aldrig nogensinde at have været i den.

Ingen kommentarer: