Helmuth Nyborg, professor i udviklingspsykologi og en internationalt anerkendt intelligensforsker, er af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) blevet renset for den hårde kritik, hans seneste undersøgelse af kønsforskelle i intelligens har været ude for.
Undersøgelsen viste, at mænd i gennemsnit er 8 IQ-point mere intelligente end kvinder. Resultatet understøttes efter Nyborgs eget udsagn af flere internationale undersøgelser, der alle når frem til en forskel på mellem 3 og 7 IQ-point i mændenes favør. (Han offentliggjorde selv resultatet mundtligt i medierne januar 2002, skriftligt blev delresultater først offentliggjort i en videnskabelig bog fra juni 2003).
Fra oktober 2003 til januar 2007 møder Helmuth Nyborg fra ansatte på Aarhus Universitet modstand af varierende grad, som ender med, at han indberettes for universitetes ledelse, fordi han "har forbrudt sig alvorligt imod kravene til videnskabelig redelighed". Internationale professorer anklager Aarhus Universitet for at have indledt en politisk forfølgelse af Helmuth Nyborg, hvorefter Nyborg selv indberetter sin sag til UVVU for at få renset sit navn. Det er så lige sket, og artiklen lægger op til, at Nyborg således er blevet offer for, at han fremkom med politisk ukorrekte forskningsresultater.
På bagsiden af Information fredag karikerer to kvinder forskningsresultatet ved at tage dumheden på sig. Jeg forstår hensigten, men spekulerer alligevel over, om det er sådan, den slags stort opslåede forskningsresultater virker på det ubevidste plan?
Anne Knudsen tager emnet op i sin leder i Weekendavisen samme dag og klandrer forskningsstyring ud fra politisk bekvemmelighed. Hun forsvarer forskerens ret til at søge sandheden, hvor ubekvem den end kan være, men tilføjer dog, at et sådant forskningsresultat må indebære, at man dernæst undersøger, hvorfor det forholder sig således.
Så vidt jeg kan læse mig til, ledsages forskningsresultaterne ikke af nogen form for perspektivering. Her kæmpes der om sandheden, intet mindre, og det endda på internationalt plan.
Personligt glæder jeg mig over, at det i dag er politisk korrekt at antage, at kvinder og mænd intelligensmæssigt er på niveau med hinanden.