Kvinders hjerner

Én af tophistorierne i Jyllandsposten torsdag, den 5. juli var historien om professoren, der blev renset for beskyldninger om videnskabelig uredelighed.

Helmuth Nyborg, professor i udviklingspsykologi og en internationalt anerkendt intelligensforsker, er af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) blevet renset for den hårde kritik, hans seneste undersøgelse af kønsforskelle i intelligens har været ude for.

Undersøgelsen viste, at mænd i gennemsnit er 8 IQ-point mere intelligente end kvinder. Resultatet understøttes efter Nyborgs eget udsagn af flere internationale undersøgelser, der alle når frem til en forskel på mellem 3 og 7 IQ-point i mændenes favør. (Han offentliggjorde selv resultatet mundtligt i medierne januar 2002, skriftligt blev delresultater først offentliggjort i en videnskabelig bog fra juni 2003).

Fra oktober 2003 til januar 2007 møder Helmuth Nyborg fra ansatte på Aarhus Universitet modstand af varierende grad, som ender med, at han indberettes for universitetes ledelse, fordi han "har forbrudt sig alvorligt imod kravene til videnskabelig redelighed". Internationale professorer anklager Aarhus Universitet for at have indledt en politisk forfølgelse af Helmuth Nyborg, hvorefter Nyborg selv indberetter sin sag til UVVU for at få renset sit navn. Det er så lige sket, og artiklen lægger op til, at Nyborg således er blevet offer for, at han fremkom med politisk ukorrekte forskningsresultater.

På bagsiden af Information fredag karikerer to kvinder forskningsresultatet ved at tage dumheden på sig. Jeg forstår hensigten, men spekulerer alligevel over, om det er sådan, den slags stort opslåede forskningsresultater virker på det ubevidste plan?

Anne Knudsen tager emnet op i sin leder i Weekendavisen samme dag og klandrer forskningsstyring ud fra politisk bekvemmelighed. Hun forsvarer forskerens ret til at søge sandheden, hvor ubekvem den end kan være, men tilføjer dog, at et sådant forskningsresultat må indebære, at man dernæst undersøger, hvorfor det forholder sig således.

Så vidt jeg kan læse mig til, ledsages forskningsresultaterne ikke af nogen form for perspektivering. Her kæmpes der om sandheden, intet mindre, og det endda på internationalt plan.

Personligt glæder jeg mig over, at det i dag er politisk korrekt at antage, at kvinder og mænd intelligensmæssigt er på niveau med hinanden.

Kønsrejse i Lillys Danmarkshistorie

Jeg er lige gået i gang med at læse Pia Fris Laneths bog Lillys Danmarkshistorie. Kvindeliv i fire generationer, som udkom sidste år.

Foreningen for Kønsforskning i Danmark uddeler hvert år Krakaprisen, som "er indstiftet med det formål at hædre en studerende eller forsker, der har bidraget med noget nyskabende til dansk kønsforskning". - I år er prisen gået til Pia Fris Laneth. I begrundelsen herfor fremhæver man, at "forfatteren i fremstillingen trækker på en lang række af dansk kønsforsknings centrale værker og næsten umærkeligt formår at lade indsigterne herfra strukturere sin fortælling, hvorved de bringes ud til et større publikum." Endvidere roses hun for at formå "at holde et stort stof sammen, beriget af de indsigter, der har været bragt frem af den historiske og teoretiske kønsforskning. "

Det giver god grund under fødderne, når forskning og formidling på den måde tager hinanden i hånden, og jeg glæder mig til under læsningen selv at blive beriget af nye historier og af sammenhænge, jeg ikke selv har set.

Til sidst hedder det i begrundelsen, at der "på tværs af generationer og køn desuden er en gennemgående fortælling om forældre, som forsøger at give børnene bedre betingelser, end de selv har haft. Derfor handler bogen også om klasserejse. Forfatteren har selv med sin akademiske uddannelse foretaget den mest omfattende klasserejse i sin slægt, og der berettes om oplevelsen af at være ”fremmed” i det akademiske system og om smerten ved at skulle forlade opvækstmiljøet."

Denne sidste passus berørte mig meget, fordi jeg selv har foretaget denne "klasserejse" (som osse er en kønsrejse) og mærket stærke ambivalente tilknytninger.
Jeg ved, at der findes miljøer, hvor man følelsesmæssigt ikke tillader børnene at forlade opvækstmiljøet, - selvom der reelt ikke var nogle alternativer -, fordi det anses som et fundamentalt svigt af værdier og normer. Samtidigt misunder man børnene deres muligheder og bebrejder dem, at de ikke udnytter dem godt nok.
Det skaber stor smerte, hårde bindinger og en meget lang frigørelses- og identitetskamp. Den historie må osse skrives en dag.

Patriarkalsk ligestillingsoptik?

I Information den 19. juni 2007 læste jeg med interesse kronikken "Investeringer i kvinder er intelligent økonomi", udarbejdet af Styregruppen i Kønsnet. (Kønsnet er et fagligt netværk af danske ngo´er og institutioner, der arbejder med køn, menneskerettigheder og ligestilling i en udviklingssammenhæng.)

Kronikken kritiserer regeringens debatoplæg til en ny Afrikapolitik, fordi indsatsen ensidigt retter sig mod kvinderne, sådan som det iøvrigt er på mode i den vestlige "udviklingsbranche". Det er der ganske vist perspektiver i, men ikke hvis kvinderne dermed overlades det fulde ansvar for forandring. Fremme af ligestilling og langsigtede forandringer indebærer, at man systematisk arbejder med de lovmæssige, kulturelle, sociale, politiske eller økonomiske forhold, der skaber ulighed i et givet samfund, fastslår kronikken og efterlyser en gennemgribende kønsrevision af debatoplægget.

Jeg får den tanke, om regeringens oplæg kan ses som en særlig patriarkalsk måde at anskue ligestillingsproblematikken på?
Når man eensidigt fokuserer på kvindernes økonomiske potentiale og eensidigt overlader dem ansvaret for reelle forandringer, undgår man jo - under dække af progressiv tankegang- behændigt at beskæftige sig med de kulturelle og strukturelle samfundsforhold, som skaber uligheden, og som osse regeringen er en del af.